dengang jeg startede verdens undergang
~
~
Der var engang, hvor jeg startede verdens undergang. Man skulle ikke tro det, når man ser mig, for jeg ligner ikke noget særligt. Men den er god nok. Det var ikke med vilje, dengang da jeg startede verdens undergang. Men jeg ved bedre nu, så i dag ville det ikke være sket. Det er sådan jeg ved at det er min skyld, for det er mig som har måtte ændre mig for at det ikke sker igen. Når jeg er den forandring, der er sket, sådan så verden ikke risikerer at gå under igen, hvordan kan det så ikke have været min fejl? Nu ved jeg bedre, gudskelov, så nu går verden ikke under.
Dengang jeg startede verdens undergang, vidste jeg ikke at jeg havde den slags magt. Tænk en magt at opdage at man har, åh, og jeg var purung, ikke mere end måske syv år gammel. Tænk engang. Inden jeg fandt ud af, at jeg havde denne kolossale magt, var jeg slet ikke opmærksom på, at jeg kunne bevæge noget andet end mine egne to ben rundt, da slet ikke en hel verden. Tænk, jeg troede, at når man bevæger sig, så er det kun noget man gør med sin krop. At når jeg rører noget, så er det når jeg kan mærke tingen mod min hud. Nu rører jeg en gaffel, nu rører jeg et glas, for jeg mærker gaflen i mellem mine fingrer, og jeg mærker glasset mod min mund. Hvordan ved jeg at jeg rører noget- ja, det er jo når jeg kan mærke det på mig selv, når jeg mærker noget mod min hud, dét er det som fortæller mig, at jeg rører ved noget. Sådan forstod jeg verden, inden jeg satte gang i dens undergang.
Men dengang, da jeg startede verdens undergang, da lærte jeg, at når jeg rører ved ting, så rør det på sig. Og når jeg berører noget, så kan jeg gøre andre berørte, selvom det slet ikke er dem jeg rører ved. Og når jeg mærker ting med mine hænder, vil det ikke kun være mærkbart for mine fingre og håndflader; det kan mærkes i min mave og i mit bryst og i min hals og mine øjne og nogle gange i andres øjne og kroppe også. Når jeg rørte ved mit glas, så det faldt over, ville det få min fars stemme til at ændre sig, som var det ham jeg havde væltet. Og når min hånd som rørte min gaffel rørte min tallerken, en, to, tre gange i streg, ville det få min far til at røre på sig, som var det ham jeg havde stukket med min gaffel, som havde jeg stukket ham lige i rumpen og han for op, og han ville ville klemme om mig mens jeg klemte om min gaffel. Og når hans hånd ramte bordet, ville den gaffel jeg mærkede med min hånd røre mig i maven, når den rørte tallerkenen igen. Det var ikke med vilje, men det var min fejl. Nu ved jeg bedre, gudskelov, så nu går verden ikke under mere.
Det lyder jo nok helt magisk, at man sådan kan røre ved en ting og få noget andet til at bevæge sig. Og havde en anden fortalt mig om det, inden jeg selv ville indse mit tryllende talent, ville jeg ikke have troet på det. Jeg var purung, dengang da jeg startede verdens undergang, så jeg så for mig en tryllekunstner med langt, bølget hår og smukke, lige fingre som danser og svajer, med en stemme der går fra en hemmelig hvisken til et selvsikkert og rungende badam! og verden omkring synes fortryllet og tryllebundet. Jeg så for mig en urskovsbund af liv og væsener, og iblandt dem en fe hvis vinger var brede og kunne flyve højt i luften, og hjælpe hele urskoven med sin glinsende tryllestøv og godhjerte. Jeg så for mig en prinsesse, som var født midt i trolddomskrig, som skæbnesvangert bliver ramt af et næsten-fatalt kast af magi, og som, med dette kys af ond magi, vokser op til at frelse verden med en godsindet modkraft.
Nu ved jeg også bedre hvad det angår, for jeg er hverken tryllekunstner eller urskovs-fe eller magisk prinsesse. Jeg blev hende, som var ansvarlig for at starte verdens undergang.
Dengang jeg startede verdens undergang, lærte jeg heldigvis også hvordan jeg kunne forhindre at starte den igen.
Jeg lærte, at når jeg mærker noget, vil det bemærkes af nogen, og så jeg lærte at bemærke, når det er bemærket af nogen. Og når jeg mærker noget mærkeligt, når jeg bemærker en bemærkning, så ved jeg den er bemærkelsesværdigt gal. For jeg mærker det de steder, hvor jeg ikke vidste, at jeg blev berørt af noget, - for jeg røres ikke på huden, men inde under huden og inde i min mave, mærker mærkelige fornemmelser. Når jeg rører ved noget jeg ikke har lyst til at røre ved mere, vil jeg lægge det fra mig, men jeg vidste ikke hvordan jeg gjorde det, når det som rører mig kun kan mærkes. Og så bliver jeg rørt af at blive berørt af det som jeg ikke kan røre ved, det som kun kan mærkes. Og så ved jeg, at jeg risikerer at starte undergangen igen. Smart, ikke. Den mærkelige mærkning minder mig om min magt, og hvor katastrofalt det kan gå, hvis jeg ikke passer på. Den mener mig godt. Den holder mig fra at begå fejl igen.
Jeg ved bedre nu, bare rolig. Nu mærker jeg ikke så meget mere, for når jeg mærker at jeg mærker, så slipper jeg det jeg rør ved. Så længe jeg ikke gør mig bemærket, mærker jeg ikke det mærkelige mere. Og sådan lærte jeg, at undgå at starte jordens undergang igen.