Det starter med Død.

Døden er jorden som livet gror på, det som livets frø gror fra, den plads som livet udfolder sig på. Jeg mærker for første gang liv i dag, og jeg takker hvilken død har fundet sted i mig - jeg ville sige de seneste dage, nok de seneste uger, men nogle ville nok pege på de seneste to år. Det starter med Død. Og det glemmer vi - eller snarere, det fortrænger vi, glædeligt ignorante, for Døden er grusom i dens altomsluttende mørke. Her er ingen ilt. Død betyder tab af alt håb for fortsat liv. Det er dødt, punktum. Og dette er netop Døden; erkendelsen af håbløst fravær af liv. Liv er kun for os hvad liv er nu, dette er det eneste liv vi i vores kroppe mærker. Skal nyt liv finde sted, betyder det død af livet som det er. Og hvis vi kun kender det liv som liv er nu, er vi uden evne til at forestille os et liv efter. Dette er Dødens tragiske og utaknemmelige betingelse; dens tilstedeværelse er betinget af vores fulde overbevisning om livets slutter - intet håb for liv overlever. Dét er frøets jord.

Døden er i sandhed eksistensens skyggebarn, for hendes evner er betinget af aldrig at blive anerkendt for dens bidrag til liv. Døden bringer kroppen, hvori livet kan gro, jorden hvor i nyt liv kan sås. Det er ikke kroppen, som føder barnet, som fejres på fødselsdagen. Det er ikke jorden, hvori blomsterne gror, som betragtes, beundres, værdsættes. I dette øjeblik har jeg dyb medfølelse for Døden, noget som jeg aldrig ville kunne fortælle hende i hendes nærvær. Jeg tager mig selv i at sige “jeg fortryder at jeg ikke værdsatte dig mens du var her” men dette vil aldrig kunne siges sandt, for det valg har aldrig og vil aldrig finde sted. Døden er grum og den vil smerte mig og skræmme mig på en sådan måde, at skulle nogen anger finde sted, vil det kun være over at have startet det liv som slutter, og Gud hjælp mig til at undgå at mærke dette. Jeg mærkede det, da mørket var mig allermest omsluttet - fortrydelse over mine valg, fortrydelse over min egen eksistens - og jeg mærkede, at jeg mistede mig selv. Jeg vil aldrig kunne tage Dødens hånd og takke den, hylde og beundre den, mens den tager noget fra mig, som jeg ikke ønsker skal dø.

Men jeg kan skrive den et beskedent brev som dette. Og med det liv jeg lever og kender nu, vil jeg give mig selv helt til det, så længe Døden tillader mig det, og jeg vil leve det på en sådan måde, at jeg ikke bebrejder Døden for min anger, for der vil være ingen. Og når Døden giver mig et nyt liv, vil jeg skrive den et nyt brev, og så gøre det hele samme om igen.

Jeg skrev denne tekst en aften i København, hvor der i et øjebliks stille stund opstod et lufthul for refleksion i en periode af mit liv, som var præget af uudtrykt sorg. Det var sorgen over et brud, som medfulgte sorgen over knuste drømme og tabet af en familie, som gennem årene var blevet min, og som jeg dybtfølt ønskede at skabe nyt liv til. Jeg blev konfronteret med en dødsangst, som jeg ikke vidste jeg havde, for jeg er ikke bange for at dø selv. Men jeg er bange for, at det jeg holder af omkring mig dør. Min modvillighed for at lade det dø fastholdt mig i en paralyse, som ikke ville slippe mig, for at bevæge mig betød at bevæge mig tættere mod en erkendelse af, at det var slut. At bevæge mig betød at forandre mig, vokse ud af det som engang var, og jeg ville ikke slippe det. Jeg kunne ikke sørge, ikke lade tårerne trille, for tårerne bekræftede, at det jeg elskede så højt var slut.

Jeg bestemmer ikke hvad der må leve og hvad der må dø. Min manglende anerkendelse af afslutningernes håbløse fremkomst forhindrer dem ikke i at komme. Alt i mig forsøger at gøre den mindre håbløs; måske en dag vi finder sammen igen, måske en dag vi finder en ny måde at være familie på, måske vi stadig kan holde nogle af drømmene i live. Hvis bare jeg er tapper, hvis bare jeg holder hovedet håbefuldt højt, så vil det hele løse sig igen. Der er altid muligheder. Men mit tapre håb ledte ikke til andet end benægtelse af den virkelighed, som jeg befandt mig i. Jeg lærte da om mig selv, at jeg er et håbløst håbefuldt menneske.